Nyhedsbrev – Marts 2026
Kære Medlemmer
Velkommen til dette nyhedsbrev fra Odder Sportsfiskerforening!
Her kan du finde de seneste nyheder, kommende arrangementer og vigtig information.
Seneste Nyt
- 🎣Opstart 2026
Tirsdag den 6. januar tog vi hul på kalenderåret 2026 med vores traditionsrige nytårstaffel. Langbordet var fyldt, og det var en fornøjelse at opleve den flotte opbakning allerede fra årets begyndelse. En rigtig god start på et nyt foreningsår.
- 📋 Generalforsamling 2026
Tirsdag den 3. februar blev årets generalforsamling afholdt i god ro og orden. 18 medlemmer var mødt op for at høre beretningen for 2025, få indblik i foreningens økonomi samt høre om de mange aktiviteter i og omkring klubben.
Der blev også tid til at hylde Søren og Tom for deres rekordfangster i 2025.
Du kan læse det fulde referat her: https://lystfiskerforening.dk/?p=19661
- Et sidste kast for Niels Jørgen Nielsen
I slutningen af februar måtte vi desværre tage afsked med vores æresmedlem Niels Jørgen Nielsen.
Niels Jørgen var en passioneret lystfisker gennem hele sit liv og var i mere end 75 år en aktiv del af Odder Sportsfiskerforening. Længe før sociale medier blev en del af hverdagen, stod han for at formidle foreningens nyheder og medlemmernes historier gennem foreningsbladet.
Han var en ægte foreningsmand og et samlingspunkt i foreningen – en person, der bandt mennesker sammen omkring fællesskabet og lystfiskeriet.
Den 27. februar blev han hædret en sidste gang for sin mangeårige indsats, da vi fulgte ham fra kirken under foreningens banner. Forrest på kisten stod symbolet på hans æresmedlemskab – et synligt tegn på den store betydning, han havde for foreningen, og som nu følger ham til hans sidste hvilested.
Æret være hans minde.
- 📢 Flytning af ikke annonceret foredrag med Kim Aarestrup
Den 24. marts skulle vi have haft besøg af Kim Aarestrup, seniorforsker hos DTU Aqua, som blandt andet står bag det danske studie af tunbestanden i Skagerrak. Foredraget skulle have givet et indblik i arbejdet – fortalt fra hestens egen mund.
Da der imidlertid er udskrevet folketingsvalg denne dag, har vi valgt at aflyse arrangementet, inden det blev annonceret bredt. Vi arbejder på at finde en ny dato i april.
Mere information følger, når datoen er på plads. Følg med på: https://www.facebook.com/groups/oddersf
- 🪰 Fluebindings- og grejdag
I forbindelse med årets første bestyrelsesmøde besluttede vi at udvide det annoncerede program med yderligere fire fluebindingsdage i løbet af året.
Den første blev afholdt med stor succes, hvor 12 medlemmer deltog. Dagen bød både på fluebinding og en generel oprydning i vores lokaler, så klubhuset nu er klar til forårssæsonen. Også toiletterne fik en tiltrængt omgang, så de igen kan benyttes uden at skulle deles om pladsen med grill og andet grej.
Det var samtidig dejligt at se medlemmer, som ikke nødvendigvis har mulighed for at deltage på tirsdage, møde op og bidrage til fællesskabet.
- 🪪 OSF Kontingent 2026
Opkrævningen for kontingent 2026 blev sendt ud i slutningen af januar, og betalingsservice er gennemført i februar/marts. Det tyder på, at langt de fleste har taget stilling til deres medlemskab.
Der er dog fortsat 26 medlemmer, som endnu ikke har betalt eller taget stilling. Tjek derfor gerne, om din betaling er gennemført via bank eller betalingsservice. Husk også at kontrollere din mail – eventuelt spamfilter – for mails fra Danmarks Sportsfiskerforbund, som varetager opkrævningen.
Du kan se din medlemsstatus via login på: www.sportsfiskeren.dk – her kan du også download dit medlemskort til Odder Sportsfiskerforening.
Har du endnu ikke betalt og mangler mulighed for det, kan vi fremsende et nyt betalingslink. Du kan også kontakte Anne Holbæk hos DSF for hjælp.
I løbet af marts måned (senest april) vil der blive skrevet ud til det endnu ikke har taget stilling.
Kommende Arrangementer
- ☕🎣 Klubaften – Alle tirsdage
Der er åben klubaften hver tirsdag fra marts til og med maj kl. 19.00.
Kig forbi klubhuset til en god snak, en kop kaffe og måske et par tips til forårets fiskeri. Klubaftenerne er et uformelt mødested, hvor både nye og erfarne medlemmer er meget velkomne.
- 🌿🚮 Lørdag d 21. marts (Kl 10-14) – Oprydnings langs vores fiskevand.
Vi giver naturen en hånd og samler affald omkring vores fiskevand i Assedrup Enge.
Dagen er samtidig en god mulighed for at opleve forskellige strækninger af åen og lære vores fiskevand endnu bedre at kende. Jo flere vi er, desto større forskel kan vi gøre.
- 🎣 Lørdag d 11. april – Endags tur til Samsø
Ikke langt fra os ligger Samsø – øen mange har kigget mod, når de fisker langs den jyske østkyst.
Vi arrangerer en fællestur med fokus på forårets havørredfiskeri langs øens mange spændende pladser. Uanset vindretning findes der næsten altid muligheder for at finde fiskbart vand.
Kig forbi en klubaften, hvis du vil aftale samkørsel eller følges med andre medlemmer.
4. Fokus På Medlemmer
Det er altid spændende at følge medlemstallene, når vi tager hul på et nyt kalenderår, og årets kontingentopkrævning sendes ud.
Der vil naturligt være et mindre frafald af forskellige årsager. Til gengæld oplever vi også tilgang af nye medlemmer – og det glæder os.
Vi kan allerede nu byde velkommen til hele fire nye medlemmer.
Rigtig hjertelig velkommen til jer – vi glæder os til at møde jer i klubben og ved vandet. 🎣
5. Praktisk Information
– Forenings mødested: Stampmøllevej 57, 8300 Odder – Google Maps
– Kontakt: oddersportsfiskerforening@gmail.com
– Kasserer: Christian Svenninggaard Kjeldsen – tlf: 28 55 65 50
– Hjemmeside: www.oddersportsfiskerforening.dk
– OSF Fiskevand: Placering og regler
– OSF Aktivitetskalender: Se kommende arrangementer 2026
– Sociale medier: OSF på Facebook
Vi glæder os til at se jer til de kommende arrangementer og høre fra jer!
Med venlig hilsen på vegne af bestyrelsen
Christian Svenninggaard Kjeldsen
Kasserer – Odder Sportsfiskerforening